Mølleåværket-projekter

Projekter

Bæredygtighedsinitiativ der er det første af sin slags i Danmark

Dato: 27. november 2023

Solcellepaneler, der producerer vedvarende energi til Mølleåværket, placeret ovenpå et grønt tag, der forebygger oversvømmelser og styrker biodiversiteten. Det er den unikke kombination, hvormed Lyngby-Taarbæk Forsyning skriver Danmarkshistorie.

Der er mange aktører og virksomheder, der engagerer sig i bæredygtig udvikling. Og det er positivt, for det er nødvendigt at finde løsninger på klimaforandringerne og tab af biodiversitet. Nogle gange betyder det desværre, at der er kamp om de arealer, der er til rådighed til projekterne.

Derfor er det projekt, vi i Lyngby-Taarbæk Forsyning udfører i samarbejde med virksomhederne Nature Impact, der er specialist i grønne tage, og Over Easy Solar, der fremstiller vertikale solcelleanlæg, innovativt og banebrydende. Her kombinerer vi nemlig klimatilpasning, understøttelse af biodiversitet og produktion af vedvarende energi – et begrænset areal udnyttes altså til flere forskellige bæredygtighedstiltag.

Projektet kan ses som en slags overbygning på det forsøgsprojekt, Nature Impact har kørt de sidste 4 år på Mølleåværket. Her har vi stillet taget på pumpestationen til rådighed, så de har kunnet anlægge to slags grønne tage, dvs. tage med planter på som absorberer regnvand og derved skåner kloaksystemet for overbelastning.

De grønne tages forbløffende effekt

De nyeste målinger herfra viser, at tagene er et endnu bedre klimatilpasningsværktøj end først antaget. Ikke alene mindsker tagene mængden af regnvand, der løber i kloakken ved hverdagsregn – de har også en effekt under mindre skybrud.

På årsbasis er det lige godt halvdelen af den regn, der falder, som tagene tilbageholder. Regn fordeler sig imidlertid ikke jævnt hen over året men falder med forskellig intensitet og varighed, og tagenes effekt varierer derfor alt efter sæson samt vind- og vejrforhold.

Ved mindre byger om sommeren, kan de grønne tage absorbere al regnen. Under skybrud tilbageholder tagene de første 15-20 mm, hvorefter vandet begynder at løbe af tagene. Det skaber en forsinkelse i forhold til, hvornår vandet ender i kloakken. Selvom tagene altså ikke optager al vandet ved kraftige regnbyger, bidrager de stadig til at mindske risikoen for oversvømmelser. Og så udgør de samtidig et spisekammer for insekter, hvilket er med til at styrke biodiversiteten.

Alt sammen nogle forbløffende resultater som åbner op for nye og spændende muligheder på klimatilpasningsområdet for bæredygtig byudvikling og regnvandshåndtering.

Grønt tag på Mølleåværket

Optimal udnyttelse af et begrænset areal

Virksomheden Over Easy Solar har leveret det vertikale dobbeltsidede solcelleanlæg, som er blevet etableret ovenpå de grønne tage. Denne kombination af et grønt tag og et vertikalt solcelleanlæg er ret unik – faktisk er vi de første til at afprøve det i Danmark. Og vi har høje forventninger.

Først og fremmest forventer vi, at det grønne tag vil medvirke til, at solcelleanlægget er mere effektivt, end hvis det var placeret på et almindeligt sort tag uden beplantning. Planterne og den fordampning, de skaber, har nemlig en kølende effekt. Og det er positivt, da høje temperaturer har en negativ indvirkning på solcellers ydeevne.

På den måde får vi de optimale betingelser for at producere grøn strøm. Det betyder, at vi vil kunne spare penge ved at være mere selvforsynende ved hjælp af en vedvarende energikilde. Herigennem kan anlægget på længere sigt tjene sig selv hjem. Der er derved både en betydelig økonomisk og klimamæssig gevinst.

Omvendt vil solcelleanlægget have minimal indflydelse på det grønne tags evner til at tilbageholde regnvand og understøtte biodiversiteten. Det, at solpanelerne er vertikale og lave, betyder nemlig, at de ikke vil blokere for planternes adgang til sol og nedbør, som er vitale for planternes vækst.

Vi håber, at idéen med at kombinere forskellige bæredygtighedstiltag kan være en inspiration for andre. Vi ser i hvert fald stort potentiale i løsningen, særligt i byer hvor der er rift om pladsen, og det er sparsomt med grønne kvadratmeter.

Mere om vores grønne tag

  • Et grønt tag er ofte beklædt med sedum – det latinske navn for stenurt. Derfor kaldes den type grønne tage også sedumtag.
  • Det grønne testtag er etableret på det 120 m2 store tag på vores mellempumpestation på vores renseanlæg, Mølleåværket.
  • Halvdelen af taget er beklædt med stenurter med urter og græsser i 8 cm vækstlag. Den anden halvdel med stenurter uden græsser i 6 cm vækstlag.
  • Taget er fladt og i en lav højde og har derfor været nemt at undersøge undervejs. Nature Impact har også et testtag på deres egen kontorbygning, som de måler på.
  • Der er dokumenteret effekt i forår/sommermånederne på tæt på 90% vandtilbagehold ved nedbør.
  • I gennemsnit er der på månedsbasis tilbageholdt hhv. 52% og 55% regnvand fra de to grønne tage (6 og 8 cm tykke) gennem en måleperiode på 2,5 år.

Grønt tag på Mølleåværket

Grønt tag på Mølleåværket