Centrale renoveringer: Mere effektiv og miljøvenlig spildevandsrensning
I 2023 fik Mølleåværket en opgradering. Vi udskiftede den pumpe, der sender spildevandet ind på Mølleåværket, og installerede en ny kæmperist, som skal frasortere vatpinde, vådservietter og andet affald endnu bedre – og dermed forbedre rensningen af spildevandet.
Hvert år modtager Mølleåværket omkring 10 mio. kubikmeter spildevand fra 150.000 personer og virksomheder i og omkring Lyngby, Gentofte, Gladsaxe og Rudersdal. Og så er det tilmed et af de mest avancerede renseanlæg i Danmark. Det er derfor enormt vigtigt, at anlægget er og forbliver så effektivt som muligt – noget der kræver vedligeholdelse og fremsynethed i forhold til at følge med den teknologiske udvikling.
I 2023 gennemførte vi forskellige renoveringsprojekter for at fremtidssikre anlægget.
Et af disse bestod i en udskiftning af den pumpe, som sender det spildevand, vi modtager via vores enorme kloaksystem, ind på renseanlægget. Formålet er at ruste anlægget bedre til at kunne håndtere fremtidens øgede regnmængder, noget der kræver det mest optimale udstyr.
Når spildevandet er kommet ind på anlægget, bliver det som noget af det første ledt igennem et risteanlæg, der fungerer som en slags si, der sorterer affald fra. Et andet af vores renoveringsprojekter gik ud på at udskifte denne rist med en ny kæmperist, der er endnu bedre til at frasortere vatpinde, vådservietter, hygiejnebind mm.
Denne udskiftning er en god investering for både vores økonomi og miljøet, da den nye rist reducerer vores energiforbrug og minimerer vores brug af kemikalier. Der er også den sidegevinst, at vores medarbejderes arbejdsmiljø bliver forbedret, da renseprocessen i højere grad indkapsles med den nye rist, hvilket reducerer smitterisiko.
I forlængelse af denne installation etablerede vi også et nyt stenfang, der beskytter risten mod skader fra store sten og lignende. På den måde sikrer vi, at risten kan holde mange år ud i fremtiden, og det dermed er en mere bæredygtig investering.